Kikhavn Grundejerforening

Kikhavn er langt det ældste fiskerleje på Halsnæs. Allerede i 1561, da den ældste af de bevarede jordebøger for Frederiksborg len blev skrevet, havde byen i grove træk antaget sin nuværende udstrækning og form, hvor husene var tæt beliggende på begge sider af hovedgaden.

På et kort over de danske øer fra 1690, udarbejdet af matematikeren Per F. de Witt, er der på halvøen Halsnæs angivet landsbyerne Melby, Torup samt Kikhavn. Kikhavn var på dette tidspunkt en relativ stor landsby/fiskerleje, som bestod af ca. 30-35 huse. Husene lå meget tæt eller var sammenbyggede ligesom en købstad og med de firelængede gårde (tvillingegårde), hvor mellemlængen var fælles, eller man havde halv ejendomsret over denne.

Befolkningen i Kikhavn, som primært bestod af husmænd, ernærede sig både ved fiskeri og landbrug. Fiskeriet havde været hovederhvervet, da fiskerlejet blev anlagt, formentlig omkring 1200, da det store sildeeventyr var under udvikling. Frem til slutningen af 1500-årene var Øresundsregionen og sandsynligvis også Kikhavn hovedleverandør af sild til det europæiske marked.

Fiskeriet foregik med små både ud for kysten, hvor bådene efter endt fangst blev trukket op på kysten. Fiskeriet dengang var et udpræget sæsonarbejde, men efterhånden som fiskeriet og landbruget udviklede sig (efter udskiftningen), blev beboerne opdelt i fiskere og bønder/husmænd. Til lejet hørte godt 300 tdr. land, som blev drevet i fællesskab, mens fiskeriet delvis var fælles, indtil udskiftningen blev iværksat.